Forår

Forårstegn

Sidste år ved denne tid lå sneen en meter høj i dele af haven. Det gør den da heldigvis ikke i år. Selv om det er en smule bekymrende, at vi stort set ikke har haft vinter, kan man jo ikke lade være med at glæde sig over alle forårstegnene.

Lige i øjeblikket er det alle de skønne Helleborus, man kan glæde sig over. Der er kommet en del flere til inden for det sidste år. En del er købt hos gartneriet Spiren, mens de hvide, gule og grønne kommer fra Hayloft Plants i England.

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at det ville blive havevejr denne weekend, så jeg startede i potteskuret med at sætte dahliaer til forspiring. Jeg har købt knolde hos Blomsterverden og i Bilka. Og der var kæmpe forskel på knoldene. Dem jeg havde købt hos Blomsterverden var store og tykke, mens dem fra Bilka var små og indtørrede, så jeg er spændt på, om der er liv i dem alle.

Men vejret har heldigvis artet sig bedre end forventet. Der har oven i købet været lidt sol engang imellem. Så jeg fik luget en lille del af bedet langs stuehuset. Lars har hentet champignonmuld, så der kan komme jorddække på, når jeg er færdig med at luge.

Også i bedene er der de første tegn på forår. Lupinerne er kommet op, en af træpæonerne står med den første knop, og roserne er begyndt at skyde. Roserne har fået første gang gødning, så de kan blive klippet ned om et par uger.