Så begynder pæonerne at blomstre
Så sprang den første pæon ud. Det er en træpæon, jeg købte på den lokale planteskole sidste forår. Desværre var der ikke noget navn på den, men hvis nogen ved, hvad den hedder, må I endelig skrive det i kommentarfeltet. Sidste år fik den en enkelt blomst, som desværre blomstrede, mens vi ikke var på gården. I år forkæler den os med hele fire blomster, så nu håber jeg bare, at de ikke alle er afblomstrede inden weekenden.
Men jeg kan se, at det ikke varer længe, inden bedet langs det gamle stuehus står i fuldt flor af blomstrende silkepæoner i forskellige nuancer af lyserød og pink.
Jeg håber også, at nogle af de mange pæoner, jeg har sat i Måneskinshaven kommer til at blomstre i år.
Der kommer også lige et billede af den gamle Magnolia, der også blomstrer lige nu. Den er som altid et pragtfuldt syn, og ikke mindst mod den blå himmel.
Forrige weekend, hvor vi havde besøg fra USA, var vi en tur i Peter Hansens have. Desværre blomstrede træpæonerne ikke endnu, og det nye haveafsnit med magnolier blomstrede heller ikke endnu. Men det gjorde nogle af magnoliaerne i den gamle del af haven – og sikke nogle blomster.