Måneskinshaven, som ligger foran vores nye stuehus, er den del af haven, der har krævet mest arbejde og har undergået den største forvandling. Da vi købte gården, var der stald i den bygning, vi nu har bygget helt om og lavet til beboelse. Foran bygningen stod en gammel lade og mellem laden og stalden var der mødding. Al underlag bestod af beton.
Laden lå i vejen for udsigten til vandet, så den måtte lade livet allerede den første sommer, vi havde gården. Lars brugte det meste af sommeren på at pille laden ned, men måtte have hjælp fra en gravko til at få den til at lægge sig helt ned.
På billedet til højre kan man se, hvordan stalden så ud, inden vi gik i gang med at rive facaden mod øst ned.
Betonbunkerne på billederne herunder vidner om, at der er kommet gang i byggeriet af vores nye stuehus. Betongulvene er blevet brudt op, og på billedet til højre er der endda kommet terrassedør i til vores soveværelse. Facaden i den midterste del af huset mangler stadig at blive væltet. Og det er også stadig svært at forestille sig, at området med alle betonbunkerne nogensinde skal komme til at blive til en have.
Men heldigvis kom der en mand med en meget stor maskine, der både kunne bryde betonen op og læsse den på lastbiler, så det kunne blive kørt væk. Entreprenøren blev også bestilt til at køre muldjord på, men kvaliteten af den var så ringe, at vi måtte bestille en anlægsgartner til at lægge et lag muldjord ovenpå. Samtidig fik vi anlægsgartnere til at så græs, så det blev til at holde, indtil vi havde fundet ud af, hvordan denne del af haven skulle se ud.
Efter et havetegningskursus i regi af Haveselskabet og en ferie i Spanien i halvdårligt vejr, fik vi tegnet en skitse af, hvordan vi kunne tænke os, at Måneskinshaven skulle se ud. Skitserne måtte dog revideres lidt, da vi kom hjem fra ferie og fik målt op. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke selv er kommet på bedenes udformning. De er kraftigt inspireret af Monty Dons have, Longmeadow. Jeg gør mig dog ingen forhåbninger om at min have nogensinde kommer til at ligne Montys – desværre.
En kold februar-dag i 2017 gik Lars så i gang med at grave ud til gange og lave indramning til de otte bede.
Der er otte bede, der alle skal omkranses af buksbomhække – der er vi så ikke helt endnu. Buksbomplanterne ned langs midtergangen er købt som små planter i Lidl eller Aldi. Resten er nogen, jeg selv har lavet.
Jeg synes, at det er vigtigt, at der er noget at kigge på hele året rundt, når det nu er den del af haven, vi kigger ud på hele vinteren. Der er derfor i midten af de fire midterste bede lavet et kvadrat, hvor der med tiden skal være en pyramide af taks. Kan man lige forestille sig, hvor flot det bliver de få dage om året, hvor de kommer til at stå med sne på – men som det fremgår af billederne nedenfor, er der et stykke vej endnu ;0)
Så er der kommet stenmel i alle gangene og til sidst også planter i nogle af bedene samt opstammede pilebladet pære til at markere indgangen til haven.
Her kommer lidt billeder af nogle af de planter, der er i haven indtil videre. Planen er, at bedene skal være helt dækkede af planter – både fordi jeg ikke bryder mig om bar jord, men også fordi det bare ser mere frodigt ud og forhåbentlig også kan holde ukrudtet lidt nede.
Så der er igen i år bestilt temmelig mange frø, der skal forspires, så de kan pryde haven til sommer. Selv om utålmodigheden engang imellem får overtaget, er en af de store fornøjelser ved at have en have jo også at gå og planlægge og glæde sig til, at haven bliver skønnere år for år.
I forårer/sommeren 2019 skal der bl.a. plantes nogle flere roser, der skal plantes nogle blomtrende buske, der står i børnehave hjemme i København, og så skal der være nogle flere græsser. Så fortsættelse følger.
Her kommer dog også lige lidt billeder af området mellem terrassen og måneskinshaven.
