Forspiring, forårslugning og påskeklokker

Efter en meget våd og grå vinter er det skønt, at vi nu endelig har haft rigtigt forårsvejr i hele marts, selvom der også har været kolde og blæsende dage. Så i år er jeg kommet tidligere i gang med forårslugningen, end jeg plejer, og det er i den grad tiltrængt. For første gang skal vi i år have et par dage med åben have, og så skal haven jo gerne være nogenlunde præsentabel – men helt ukrudtsfri bliver den altså aldrig. Vi skal også gerne have færdiggjort nogle af de projekter, vi har gang i – mere om det senere.
I sommeren 2020 lavede vi et enkelt bed på græsset ud mod vejen, hvor jeg bl.a. plantede fem roser, nogle dahliaer, geum og dagliljer. I efteråret 2021 lavede Lars 11 mere, så der nu er 12 bede i tre forskellige størrelser. Græstørvene blev gravet af og lagt med græssiden nedad i bedene og så kom der et lag jord ovenpå. Men men men – hvad jeg ikke vidste var, at de græstørv var fulde af kvikgræs, så nu har jeg ligget på knæ i halvanden uge og håndluget bedene og fjernet de græstørv, der var fulde af kvikgræs. Men nu er jeg igennem dem, og der er kommet champignonmuld på de 10 af dem. De sidste to bede må vente, til Lars har tid til at køre op og hente mere muld. Og så skal der plantes, for som man kan se, ser der temmelig bart ud. Så det er godt, at jeg er i fuld gang med at forspire, har lagt en temmelig stor ordre på planter hos Staudemarken og sidst men ikke mindst, drager vi på plantemarked i Kiekeberg den 9. og 10. april. Der er dog roser i alle bedene, men de blev først plantet i efteråret, og harerne har været temmelig hårde ved stænglerne, så de ser ikke ud af meget. Jeg krydser fingre for at de overlever de små bæsters angreb. Der er også sat løg af liljer, tulipaner og kejserkroner. Og så skal der jo også sættes en masse dahliaer, når det bliver lidt varmere i vejret. Jeg har lige fået besked fra Postnord om, at de kommer med en pakke til mig fra Holland i morgen – mon ikke det er nye dahliaer ?

Work in progress

Her kan man se farveskalaen i de nye bede. Der kommer også lidt ferskenfarvede blomster

Egentlig kan jeg godt lide at luge, når det altså ikke lige tager overhånd – men det er altså hyggeligere at gå og hygge sig med at så og prikle. Jeg synes ikke, at der er ikke noget så fascinerende som at så et frø og se det spire, potte småplanter om i større potter og se dem blive til store planter, der kan plantes ud i havens bede. En af de ting, der næsten altid lykkes, lige meget hvilken metode jeg bruger, er frøsåning af lupiner. Nogle såede jeg udenfor i efteråret, og de spirede ret hurtigt men er stadig meget små. Nogle såede jeg inde i mit planterum i efteråret, og de er lidt større og er nu pottet op. Sidste portion er sået indenfor i februar i år og er faktisk dem, der er vokset hurtigst. Men resultatet er, at jeg nu har virkelig mange lupiner klar til udplantning i løbet af forsommeren. Jeg såede også Jakobsstige indenfor i februar. De spirede hurtigt, men er stadig meget små. Jeg såede så en ny portion ude i drivhuset midt i marts, og de spirede lige så hurtigt, og så er der jo ingen grund til at bruge plads til at forspire dem indenfor.
Her er det sorte hornvioler, helleborus og trælupiner.

Et af lyspunkterne i haven på denne årstid er påskeklokker, så dem er der også plantet nogle stykker af i de nye bede, for det varer jo desværre nogle år, inden der kommer blomster i dem, jeg har sået. De fleste af mine påskeklokker er købt hos Gartneriet Spiren, men Marianne har besluttet sig for at takke af, så jeg måtte lige derop en ekstra gang i år, for påskeklokker kan jeg slet ikke få nok af. Jeg har en svaghed for de grønne, de helt mørke og så præstekraverne.

God arbejdslyst derude i forårshaverne.
Det ser fint ud med alle bedene. Jeg glæder mig til at se billeder fra dem, når de er tilplantet, og der kommer gang i blomstringen.
Det lyder spændende med plantemarkedet. Det må være svært at begrænse sig på sådan et stort marked – men I kan jo altid lave nogle flere bede 😉
Hilsen Elna
Kære Elna
Jeg glæder i den grad også, til det hele begynder at blomstre. Lige nu er der tulipaner, kejerkroner og de første liljer på vej op. Og jeg har fået besked om, at der er en stor kasse stauder på vej til mig fra Staudestedet. Og så skal jeg have bestilt en masse dagliljer, som jeg skal hente på plantemarkedet i Kiekeberg, som er et rent slaraffenland for planteelskere.
Du kan være helt sikker på, at der kommer billeder, når det hele blomstrer.
Mange havehilsener
Anette
Det ser ud som et kæmpestort projekt, men belønningen bliver sikkert også kæmpestor.
Vh Lisbeth
Kære Lisbeth
Ja, det er noget af et projekt, men jeg glæder mig til, at bedene står i fuldt flor med blomstrende pæoner, roser, dahliaer og forskellige stauder. Så der kommer masser af billeder, når det hele begynder at blomstre. Lige nu er det kun påskeklokker, der blomstrer i de nye bede.
Mange hilsener
Anette