Køkkenhaven

Køkkenhaven
Køkkenhaven i sommeren 2020

For første gang siden vi købte gården i 2013 har vi tilbragt en hel sommer hernede. De foregående år har vi ikke dyrket særlig mange grøntsager, da det ikke rigtigt kan lade sig gøre uden regelmæssig vanding. Men i år skulle det være.

Meget af vores tid i forår og sommer gik med en opdatering af køkkenhaven, eksperimentere med dyrkningsmetoder – ikke alle den helt store succes ;0) – og dyrkning af grøntsager.

Da vi overtog gården i efteråret 2013 var køkkenhaven groet helt til i ukrudt. Ud over ukrudt var der nogle enkelte rabarber, peberrod (gror som ukrudt og er umuligt at komme af med) samt et par kirsebærtræer og et lille blommetræ.

Det der engang havde været en køkkenhave

For at kunne overskue køkkenhaven lavede Lars højbede af de gamle røde brædder fra laden og vi lagde ukrudtsdug og flis i gangene. I bedene tættest på bygningen plantede vi blåbær, hindbær, stikkelsbær, brombær, rabarber og jordbær. De andre bede blev brugt til kartofler, asparges og tomater, som godt kunne klare sig selv uden vand i ugens løb, når vi var på arbejde i København. Og sidst men ikke mindst blev bedene brugt til udplantning af alle de planter, jeg selv lavede til resten af haven og planter, jeg kom til at købe, før der var bede klar til dem.

Første skridt i opdateringen af køkkenhaven var at rydde vildnisset ud mod vejen. Herefter plantede vi en bøgehæk, som Lars hele sommeren har kæmpet for at holde liv i. Det har været knastørt, så der er blevet vandet en del. Det har virkelig pyntet og er blevet noget mere overskueligt, men det var også lidt af et projekt, da vildnisset bestod af hybenroser, gamle ribsbuske, guldregn, gamle betonpæle med rustent metalhegn samt masser af ukrudt. Der hvor vildnisset var plantede jeg squash og græskar. Så må vi se, hvad der skal være fremover.

Squash og græskar
Årets græskarhøst

Næste skridt var nye højbede til halvdelen af haven og mistbænke – noget der har stået på min ønskeliste meeeeget længe. I denne del blev flisgangene erstattet af fliser, så det bliver nemmere af holde ukrudtet væk.

To af de nye højbede blev lavet som hügelbede, hvor der først blev gravet lidt jord ud, så blev der lagt et lag med små træstammer og grene efterfulgt at halvomsat kompost, græsafklip, formulde græstørv, havejord og til sidst et par poser jord fra plantesække. Det har fungeret super godt og jeg har dyrket rødløg, porrer, rødbeder og ærter i de to bede. Rødbederne og porrerne står der stadig, men vi forsyner os jævnligt af dem. Nu er der så også sat hvidløg og sået spinat.

Der er gjort klar til hügelbed
Nederst et lag træstykker
Derefter savsmuld, kvas og græsafklip
Sidste lag med havejord og posejord

Den største ændring i køkkenhaven har helt sikkert været drivhuset, som Lars satte op i forsommeren. I den ene side af drivhuset er der jord, så tomaterne kan gro direkte i jorden i stedet for i krukker eller plantesække. I resten af huset er der fliser, hvor der kan stå krukker og et bord. Det har været en kæmpe succes og vi har høstet tomater, chili og basilikum i massevis, og gør det stadig. På bordet, gulvet og stolen står i øjeblikket de 355 små agapanthus, jeg såede først på vinteren.

Så kom drivhuset op og der er plantet
Basilikum

Nu skal køkkenhaven gøres klar til vinter, og så skal vi i gang med nogle af de projekter, der er planlagt til resten af haven.

Køkkenhaven

Køkkenhaven

Køkkenhaven

For første gang siden vi købte gården i 2013 har vi tilbragt en hel sommer hernede. De foregående år har vi ikke dyrket særlig mange grøntsager, da det ikke rigtigt kan lade sig gøre uden regelmæssig vanding. Men i år skulle det være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.