Buske

Det småregner, så jeg sidder på den overdækkede terrasse og kigger ud på Måneskinshaven. Selv om det nu er august, og haven ikke længere er helt så blomsterrig og grøn, som den var i juni og begyndelsen af juli, er der heldigvis stadig en del der blomstrer. De fleste stauder er afblomstrede, men liljer, lavatera og nelliker står stadig i fuldt flor. Der er også stadig en del floks, der blomstrer, og nogle enkelte påskeklokker har vist taget fejl af årstiden og er begyndt at blomstre igen.

En del af roserne blomstrer også stadig. Her er det Jacqueline du Pré og Moonlight, der begge har de smukkeste støvdragere.

Og så til det, det egentlig skulle handle om; nemlig buske. Jeg elsker roser, stauder, løgplanter – ja listen er lang :0). Men ikke mindst på denne årstid er jeg glad for alle mine buske. De giver struktur til de 8 store bede i Måneskinshaven, de kræver stort set ingen pasning og bortset fra taks, buksbom og Choisya Scented Gem blomstrer de alle lige nu. Choisya blomstrede tidligere på sommeren og blomstrer igen i efteråret. De buske, jeg har flest af, er hortensia i mange forskellige afskygninger, men alle selvfølgelig i hvide og grønlige nuancer i denne del af haven – det fører vist for vidt at nævne navnene på dem alle, da en del er købt i Belgien og England. Men nogle er købt i supermarkeder og planteskoler i Danmark. Det gælder fx Limelight, Little Lime, Silver Dollar og Egebladet Hortensia.

Sommerfuglebuskene står også med mange blomster på lige nu.

De syriske roser er også lige begyndt at blomstre. Jeg har to forskellige i Måneskinshaven – to af de helt hvide og fyldte White Chiffon samt China Girl, som har lidt rødt i sig.

Og sidst men ikke mindst har mine tre små Daphne Eternal Fragrance blomstret med små, hvide duftende blomster siden maj, og de fortsætter mindst et par måneder endnu. Og så har de endda den fordel, at de er stedsegrønne, så jeg også har glæde af dem hele vinteren – what´s not to like.

Der er flere blomstrende buske på vej til mig fra England, men mere om det en anden gang – de skulle nemlig være ankommet i juni, men forhåbentlig når de at lande, så de kan nå at få fat inden vinter.
Og så kommer der også lige et billede af Måneskinshaven.

Tak for gode tips. Jeg skal både have kigget på din Daphne og Choisya.
/ Lisbeth
Hej Lisbeth
Det kan du roligt gøre. De er ikke så store, så de er nemme at få plads til, og så er det dejligt med stedsegrønne buske med lang blomstringstid. Jeg håber også, at mine tre nye Daphner, snart ankommer fra England.
Mange hilsener
Anette
Det er virkelig en flot anlagt have man ser på billederne. Måneskinshaven ser helt eventyrlig ud og kan forestille mig at i det helt rigtige lys, ser den endnu mere vidunderlig ud! 🙂
Hej Frederik
Tak for de pæne ord om min måneskinshave. Den begynder at tage form, selv om der stadig mangler en del planter, inden al bar jord er dækket. De hvide blomster lyser op om aftenen, og selvfølgelig endnu mere i måneskin, hvor vi også kan se månen spejle sig i havet.
Vi gå netop i disse dage og taler om at vi vil have nogle buske i bedene, og jeg bliver helt inspireret af dit indlæg. Jeg kendte ikke Daphne Eternal Fragrance, men den skal jeg da læse om – og måske købe til vores have 🙂 Tak for inspiration!
Hej Nana
Dejligt hvis jeg kan inspirere. Jeg suger selv til mig af inspiration fra både haveblogs, havebesøg og online-plantebutikker. Mine Daphne Eternal Fragrance har jeg købt hos Hayloft Plants i England. De sender gerne til Danmark, men jeg vil lige advare om, at det kan være en dyr fornøjelse at abonnere på deres nyhedsbrev, da de bare har så mange spændende planter, som man ikke synes, man kan leve uden, hvis man er lidt af en plante-shopaholic som jeg ;0).
Nej, buske skal man bestemt ikke foragte, tværtimod. I går, da jeg rydder op i et lettere tilgroet bed, stødte jeg netop også på en blomstrende påskeklokke.
Hej Maria
Jeg glæder mig også til at få plantet endnu flere buske. Ud over de buske, der er på vej fra England har jeg også nogle stykker stående på midlertidigt ophold i køkkenhaven her på Lolland og derhjemme i København. Buskene er specielt gode for en som mig, der kun er i min landbohave i ferier og weekender, da de stort set bare passer sig selv, når først de har fået fat.