Pæoner i lange baner

Den første pæon til at blomstre var som sædvanlig Itoh-pæonen First Arrival, som jeg købte på plantemarkedet på Kiekeberg ved Hamborg for nogle år siden.
Haven er nærmest en eksplosion af pæoner i blomst i øjeblikket. De ældste pæoner i haven er 6-7 år gamle og står langs det gamle stuehus. De har vist været glade for al den regn, vi fik i maj, for de er højere end nogensinde før. Her kommer lidt billeder af nogle af pæonerne i den gamle del af haven, hvor den fremherskende farve er lyserød med enkelte klatter af meget mørk rød.

Jeg har ikke været så flink til at sætte navneskilte ved mine pæoner, så der er kun nogle enkelte af dem, jeg kan huske navnet på. En af dem er Bowl of Beauty.

Den næste kunne måske godt være Buckeye Belle

Men de andre er jo ikke mindre fantastiske.






Det er meget sjældent, at jeg plukker buketter af mine pæoner, men i år var de så overdådige og et par af mine opbindingssnore var sprunget, så jeg plukkede en stor buket i lørdags. Og den står stadig rigtig fint.

Jeg håber, at pæonfesten varer et stykke tid endnu, selvom det varme vejr ikke ligefrem er godt for holdbarheden. Men der er stadig pæoner i den hvide have, der ikke er sprunget ud, så der skulle gerne være pæoner i hvert fald et par uger endnu.
Hvilken luksus at kunne gå ud i sin have og plukke en stor buket pæoner. Det må være et smukt syn, når pæonerne blomstrer langs stuehuset, og jeg kan forstille mig, at der må være en dejlig duft.
Hilsen Elna
Ja det er luksus at kunne plukke sådan en buket. Og selv om det var i lørdags, jeg plukkede den, står den stadig flot og er ikke begyndt at drysse endnu trods varmen. Det er et ret imponerende syn i øjeblikket med alle pæonerne langs stuehuset, og i de to andre bede, der ligger parallelt med stuehuset blomster pæonerne også nu. De er dog ikke helt så imponerende endnu, da de først blev plantet i efteråret 2019.
Mange sommerhilsener
Anette