Spejlbassin, Terrasse

Projekt spejlbassin

Et af de områder, der har været længe undervejs er området mellem terrassen og de otte bede, der udgør Måneskinshaven. Planen  var, at der midt for skulle være et spejlbassin, til højre for bassinet en petanque-bane og til venstre for skulle der være træterrasse, som dog først kunne blive lavet, når spejlbassinet var blevet støbt. 

Så det første der blev lavet, var terrassen  ind mod huset og derefter petanque-banen, der skulle være med sort stenmel ligesom gangene i Måneskinshaven. Denne del stod færdig til sommeren 2017. 

Denne sommer fik Lars så støbt spejlbassinet, og det er blevet sååå godt, hvis vi selv skal sige det.

Desværre er naboens ænder også ret glade for det – de er da lidt hyggelige at have besøg af, men hvor de dog sviner – de synes nemlig at de skal bruge terrassen som toilet, når de har været ude og bade :0(

Næste skridt var så at finde ud af, hvad der skulle ske med det stykke til venstre for spejlbassinet. Egentlig havde vi fra starten regnet med, at terrassen skulle fortsætte ud til bedene, men specielt Lars var bekymret for, at det ville virke for voldsomt med så stor en sort flade. Efter at han havde støbt spejlbassinet, fik han den ide at fortsætte med at lave betonkanter, hvori der skulle fyldes jord og såes græs, så man stadig kan bruge området som en forlængelse af terrassen. Græsset er så småt begyndt at komme op, og vi håber og krydser fingre for, at det bliver lidt tættere, inden det bliver vinter, så vi har noget grønt at kigge på.